Krigen er først slut, når den sidste soldat er begravet. Russiske børn og unge graver stadig efter de soldater, der i mere end 70 år, har ligget i skovbunden øst for Skt. Petersborg. De er i lære som patrioter, siger Olga Struzhanova, leder af ’Suvorov-gruppen’. BT var med.

Han bøjer sig forover. Lader sine fingre nænsomt vifte skovens muld til side. Så trækker han det, der ved første øjekast ligner en gren, op af jorden. Han banker muld af på spadens skaft, og lyden fortæller ham, at det er en knogle. Nu ved han, at han igen vil finde det, han søger. De jordiske rester af en død soldat, der faldt her ved østfronten for mere end 70 år siden.

Om det er en landsmand, en russisk helt, eller en tysker, ved han ikke endnu. Hvert 10. lig, han og kammeraterne finder, er tysk. Sådan i runde tal. Tyskerne kan de identificere på deres hundetegn, skabt af aluminium.

De russiske soldater var derimod udstyret med en lille plastikbeholder med håndskrevne personlige oplysninger indeni, og de er ofte væk. Formuldet efter de mange år.

Den 17-årige russer rækker nu knoglen til sin leder, der studerer den nøje. De andre drenge i nærheden indstiller for en stund deres arbejde, inden den 42-årige mand nikker anerkendende.

Vi er godt 1.500 km nordøst for København. Og vi er langt fra trampoliner og fredagsslik. Her på de historiske slagmarker, hvor ufattelige tab fandt sted, uden for den russiske millionby Skt. Petersborg, bruger børn og unge – som teenageren bag fundet af knoglen – sammen med passionerede voksne fra hele Rusland flere uger om året på at lede efter knogler og kranier.

Og de unge her er blot nogle få af dem, der hvert år forlader deres hjem, får fri fra skole, så de kan komme herud for at grave. Spørger man, hvorfor de gør det, så siger de, at de er ‘stolte’ af at arbejde her, at det er ‘spændende og vigtigt’.

30-40 km. øst for Skt. Petersborg i det vestlige Rusland graver drenge efter soldater, der faldt under anden verdenskrig. Tyskerne, der angreb Sovjetunionen i juni 1941, belejrede byen fra september samme år. Den tyske krigsmaskine forsøgte at sulte befolkningen i byen ihjel, og blokaden blev først endelig brudt efter 872 dage. I forsøget på at bryde blokaden og få mad ind til byens borgere kom det til voldsomme slag mellem Den Røde Hær og de tyske soldater, men efter krigen blev der ikke ryddet op på slagmarkerne. Det er drengene nu i gang med.
Under jordoverfladen dukker kranier og knogler op. Nogle ligger få centimeter under jordoverfladen, mens andre kommer til syne i meter-dybe huller.
Drengene graver fra morgen til aften.
I skovbunden ligger gamle gasmasker, ammunitionskasser, hjelme og andre krigsefterladenskaber.
De 14-årige drenge, Danil Mihailenko og Alexej Petrov, samarbejder i en udgravning.
En håndgranet som denne er en eftertragtet souvenir at få med hjem.
En hjelm er blevet fundet i skoven uden for Skt. Petersborg.

Børnene lever i Rusland, så de bør kende deres historie og være stolte af deres land. De er i lære som patrioter. En patriot tager herud. En ikke-patriot sidder hjemme i sofaen. Vores mission er at bringe soldaterne hjem fra krig.

Olga Struzhanova, leder af Suvorov-gruppen

Selv hans kinder er mørke af jord. Den 17-årige Nikita Tarasov fortæller, at han mindst en gang om året de seneste otte år har været på en ekspedition som denne, hvor han har gravet fra morgen til aften.

»Du skal kende dit lands historie – og hylde og ære dem, der gav deres liv. De døde gjorde det muligt for os at leve på denne jord. Det handler om mit land, min familie. Jeg er en patriot,« siger han.

Man anslår, at ca. 60 millioner mennesker døde under Anden Verdenskrig. Mere end 20 millioner soldater og civile blev dræbt ved østfronten, og op til fire millioner er stadig ‘savnede’. Hvor mange soldater de flere hundrede frivillige grupper fra hele Rusland har fundet på de tidligere slagmarker, er svært at sige. Nogle taler om op mod 500.000 på hele østfronten, men tallene er usikre.

Præcist antal eller ej: ‘heltene’ skal have den begravelse, ære og hyldest, de skulle have haft for mange år siden – og familierne skal vide, hvad der blev af deres kære, forklarer de unges leder og læremester Olga Struzhanova, en korthåret kvinde i militærtøj.

Det er hende, der med sirlig hånd lægger knogler, som bliver gravet op af jorden, på klædet, hvor soldaternes rester ligger frit fremme.

»Børnene lever i Rusland, så de bør kende deres historie og være stolte af deres land. De er i lære som patrioter. En patriot tager herud. En ikke-patriot sidder hjemme i sofaen. Vores mission er at bringe soldaterne hjem fra krig,« siger hun.

Suvorov sagde, at krigen er slut, når den sidste soldat er begravet. Vi ønsker at hylde de døde. Soldaterne er alle helte, men de er aldrig blevet hyldet

Olga Struzhanova, leder af Suvorov-gruppen

De unge gravere

Navn: Nikita Tarasov
Alder: 17 år
Skole: Går i 11. klasse
Drøm: Overvejer at gøre karriere i politiet, så han kan tjene sit land
Den mest rutinerede graver blandt børnene, og den der går forrest og som kan guide de andre,  når knogler, amunition eller gasmasker dukker op under jordoverfladen. Han der ikke siger meget, når han har spaden i hånden, er på en mission:

»Missionen er at finde savnede soldater. De skal hyldes. De gav deres liv for os. Flere i min familie døde i kamp. Du skal kende dit lands historie - og hylde og ære dem, der gav deres liv. De døde gjorde det muligt for os at leve på denne jord. Det handler om mit land, min familie. Jeg er en patriot,« siger han.
Navn: Dmitry Vorobiov
Alder: 10 år
Skole: Går i 4. klasse
Drøm: Ved ikke hvad han vil når han bliver voksen
Den yngste dreng i lejren lærer at lave mad fra bunden, når han hver dag skræller rodfrugter, skærer løg og holder liv i bålet, hvorover rodfrugtsuppen hver dag bliver tilberedt. Han er heller ikke i tvivl om, at han med madlavningen er med til at gøre en forskel:

»Jeg kan godt lide at være her, fordi vi er i naturen - og fordi det er vigtigt, at grave efter dem, der forsvarede os for mere end 70 år siden. De kæmpede så godt, som de kunne, men mange døde. Jeg vil gerne bruge mit liv på at grave,« siger Dmitry Vorobiov.
Navn: Vladizlav Zolotarevski
Alder: 14 år
Skole: Går i 8.klasse
Drøm: Overvejer at gøre karriere i militæret
Den 14-årige dreng tager hver morgen sin uniform på, sætter kniven i bæltet og snørrer de sorte støvler som en rigtig soldat. Han er ofte på madholdet, men hugger også brænde, går med på jagt, ligesom han også graver med de andre børn.

Ligesom de andre børn er han taget ud af skolen, mens der graves efter soldater. Børnene skal enten lave forud, lave lektier mens de er i lejren eller tage ekstra timer når de kommer hjem.

»Det er vigtigt, at man kender sin historie, alle bør kende deres historie. Jeg har stor respekt for soldaterne, og jeg ser mig selv som en patriot,« siger han.
Navn: Inna Nikolaeva
Alder: 14 år
Skole: Går i 8. klasse
Drøm: Overvejer at blive økonom
»Det er interessant at se, hvordan krigen var. Selv om jeg ikke kan hjælpe meget, så gør jeg, hvad jeg kan,« siger Inna Nikolaeva, der er en af de få piger, som er med i skoven.

Hun forklarer, at hun er med på en vigtig mission. Teenage-pigen er hver dag iklædt en uniform. På hendes hovedbeklædning sidder en rød stjerne med hammer og sejl.

»De fleste her er i uniform, og den er god at have på i skoven. Min far havde stjernen på sin uniform, da han var i militæret. Det er patriotisk at bære den,« siger Inna Nikolaeva.
Olga Struzhanova, leder af Suvorov-gruppen, har gravet i 19 år. Bor i Moskva-regionen. Det er hendes 'livs-mission' at lede efter døde soldater, siger hun. Når hun er i skoven har hun sin York Shire Terrier, der hedder Funtik, med.
»Børnene lever i Rusland, så de bør kende deres historie og være stolte af deres land. De er i lære som patrioter. En patriot tager herud. En ikke-patriot sidder hjemme i sofaen. Vores mission er at bringe soldaterne hjem fra krig.«

Soldaterne gik i krig under det røde flag, og vi arbejder under det nye. Hvis man ikke elsker og respekterer de døde, så kan man ikke elske og respektere de levende

Olga Struzhanova, leder af Suvorov-gruppen

At finde døde soldater er hendes ‘livs-mission’, forklarer den tidligere børnehave-pædagog, da hun viser knoglerne fra nogle af de 139 faldne, som hendes gruppe har fundet i skovene de seneste par uger, frem.

Forsigtigt har hun lagt knoglerne foran den røde stjerne, det gamle sovjetiske flag til højre, det russiske til venstre og det orange-sort-stribede sejrsflag, der hænger for enden af teltlejren, hvor hun, de 13 andre voksne og 12 børn har boet i to en halv uge.

De seneste 19 år har Olga Struzhanova og gruppen, som BT følger, fundet 5.465 døde soldater fra Den Røde Hær. De kalder sig ‘Suvorov-gruppen’ efter krigshelten Alexander Suvorov, som, ifølge legenden, aldrig tabte et slag:

»Suvorov sagde, at krigen er slut, når den sidste soldat er begravet. Vi ønsker at hylde de døde. Soldaterne er alle helte, men de er aldrig blevet hyldet,« siger Olga Struzhanova og kigger på knogleresterne, der ligger ved hendes fødder få skridt fra, hvor børn fra ti år og op og voksne sover i telte mellem træerne.

Det er her de samles op til tre gange om året, det er her, de spiser boghvedegrød til morgenmad og rodfrugtsuppe til aftensmad, mens de drikker te. Alt sammen lavet over bålet, der brænder fra morgen til aften under den blå presenning i midten af lejren.

I skovene træder man visse steder varsomt, for nogle knogler ligger kun få centimeter under skovbunden. Andre dukker op i meter-dybe huller, det tager timer eller dage at grave. Hullede gasmasker, rustne ammunitionskasser, krudtfyldte patroner og tomme patronhylstre ligger også mere eller mindre synligt fremme.

»Når man anlægger en ny vej, når man bygger et hus, når man graver i skoven, så finder man knogler,« siger Olga Struzhanova.

Hjemme i byen Kolomna, uden for hovedstaden Moskva, underviser hun nogle af drengene, hun har taget med herud, i karate. Nu funderer hun stille over, hvem de unge mænd, hvis rester, der ligger på klædet foran hende, var:

»Måske var en af dem en god forfatter, en god landmand eller noget andet. Men de led alle den samme skæbne.«

Siden Nazityskland i juni 1941 angreb Sovjetunionen under Anden Verdenskrig, der her i Rusland kaldes ‘Den Store Fædrelandskrig’, har man på markerne, i skovene og i landsbyerne kunnet gøre makabre fund.

Tyskernes angreb, Operation Barbarossa, var massivt og blodigt. I hagekorsets tegn satte ca. 3,5 millioner mand med våben kursen mod de sovjetiske byer Leningrad (i dag Skt. Petersborg, red.) i nord, Moskva i midten og Stalingrad i syd. 8. september 1941 lagde tyske soldater sig i en jernring om Leningrad. De kunne ikke erobre og vinde kontrollen over byen, så i stedet forsøgte tyskerne at sulte og bombe befolkningen ihjel. I de 872 dage, som blokaden holdt, mistede mindst halvanden million civile og soldater livet. Enten på grund af sult, bomber fra oven eller i direkte kamp mod fjenden, men tallet er sandsynligvis højere. For da Tyskland i 1945 endeligt kapitulerede, begyndte den sovjetiske efterkrigs-propaganda at rulle sig ud.

Frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var det forbudt at grave efter faldne sønner, fædre og landsmænd. Kamp-områderne var fyldt med miner, lød det fra regimet. Og forklaringen på, hvorfor der aldrig blev ryddet op, var, at styret prioriterede at ‘genopbygge landet’.

Historikere mener, at sandheden var en anden, for hvis det reelle dødstal kom frem, ville det rykke ved den fortælling om storhed, som lederne i Moskva ønskede at holde fast i.

De millioner af familier, der ikke fik deres kære hjem i kister, fik i efterkrigsårene at vide, at sønnerne og fædrene var blevet begravet på slagmarken, at de var savnede, at de var gået over til fjenden, eller at de var stukket af som kujoner. Endnu tusinder fik slet ingen besked. Og registret, der skulle fortælle, hvad der blev af soldaterne, har vist sig i mange tilfælde at være mangelfuldt.

Uanset om de er af sted om foråret, sommeren eller efteråret, så ligner dagene hinanden. Men de er her heller ikke for at more sig. De ‘omskriver historien’, som de ‘rører med hænder, hjerter og sjæl.’

De unge patrioter

De sover i telte, laver mad over bål, hugger brænde og graver soldater, der faldt under under Anden Verdenskrig, op af skovens muld. Ca. 40 minutters kørsel fra Skt. Petersborg i det vestlige Rusland får 12 børn, der alle for en periode har fået fri fra skole, ‘patriotismen ind under huden’. Ingen af børnene, der alle beskriver sig selv som ‘patrioter’, siger, at de synes, at det er grænseoverskridende eller skræmmende at lede efter kranier og knoglerester, men læremesteren Olga Struzhanova, der selv har gravet i 19 år, forklarer, at det tog hende et par år at vænne sig til det.

Børnene samles hver aften omkring bålet midt i lejren, hvor de får mad, varme og kan vende dagens oplevelser.
En dåse åbnes med en økse. Det er lejrens mindste børn, der hver dag laver mad, mens teenagerne og de voksne er ude for at grave.
Olga Struzhanovas hund, Funtik, er populær blandt de unge.
Hver dag laver børnene mad til alle lejrens beboere.
Hvidt toastbrød bades i olie over en finsk fakkel.
Både brænde og dåser brændes af på bålet.
Når man lever tæt sammen med mere end 20 andre i en teltlejr i tre uger, har man af og til brug for at sidde alene med en bog.

De mindste tre til fire børn er næsten altid i lejren, hvor de med jord under neglene og sår på fingrene skræller kartofler, rødbeder, gulerødder og snitter løg til den suppe, både små og store hver aften spiser.

Og når de ikke hugger brænde, pudser fundne medaljer eller drikker te ved bålet, leger de med gamle patroner og tømmer dem for krudt, som brændes af på træstubbe.

I døgnets lyse timer er de ældre børn i gang med spaderne i den del af skoven, hvor jorden er hård, hvor kranierne oftest først dukker op efter flere timers graveri. De voksne, der alle har gravet i mange år, kører til et sumpområde ca. 20 minutter herfra, hvor man kan synke ned til knæene, og fødderne i det smattede underlag kan støde på en død soldats kranie.

Hver morgen går Nikita Tarasov og teenage-drengene på rad og række gennem skoven med en voksen, en læremester, der viser dem tidligere udgravninger, forklarer, hvad der er blevet fundet, og hvad der sandsynligvis er sket med soldaterne, som døde her.

Imens de går, stikker de aluminiums-pinde ned i mulden, og støder de på modstand, stopper de op. De stikker igen et par centimeter til højre eller venstre. En metaldetektor bringes i spil.

Er der udslag, kigger de på jorden, vurderer den. Har der været en skyttegrav her? Er der spor efter granater eller bombers hærgen?

Måske står de på en massegrav, en tidligere skyttegrav, hvor lig er blevet efterladt. Enten fordi overlevende kammerater tog flugten, eller fordi de alle døde. Alene eller to og to går drengene i gang med at grave.

Hvad mon undergrunden gemmer på i dag, spørger de sig selv, mens hullerne i skovbunden bliver dybere. En knogle dukker op. Så en mere. Og en til. De menneskelige rester ligger spredt under skovbunden i det nu meterdybe hul.

Det kan tyde på, at soldaten er blevet sprængt i stykker. Måske af en granat eller en bombe fra oven. Eller også er det træernes rødder, som i årenes løb har skubbet knoglerne fra hinanden.

Under jordoverfladen ligger også rustne patronhylstre, så måske har soldaten affyret sit våben lige inden, han døde, gætter drengene på, mens de med de bare næver og skovle graver videre. Koncentreret og kun med få samtaler undervejs.

I dag finder de ingen plastikbeholder med håndskrevne oplysninger eller tyske hundetegn. Men knoglerne samler de i en plasticpose, som de tager med tilbage til lejren, for selv om soldaten ikke kan identificeres, skal han begraves.

Dagen før i sumpområdet har Olga Struzhanova fundet en lille plastikbeholder med en soldats oplysninger i. Den lå ved resterne af et kranie, en tand og knogler fra en hånd.

Mens mørket sænker sig, sætter børn og voksne sig ved bålet, spiser suppen de mindste har lavet og drikker te af feltkopper.

Imens har Olga Struzhanova, Viktor Sobolev og Pavel Pustyrev trukket sig tilbage i det telt, de kalder hovedkvarteret. En generator sørger for strøm til den bærbare computer, til scanneren og de to arkitektlamper, der står på skrivebordet.

Det er som om, de tre ved bordet holder vejret, men indimellem taler de sagte til hinanden. I hylstret, som blev fundet i sumpen, ligger et sammenrullet stykke papir. Med det ,der ligner tandlægeudstyr, bliver det gule papir trukket ud, lagt på et A4-ark, hvor det millimeter for millimeter bliver strakt ud. Papiret er helt, men det er vanskeligt at læse, hvad der står. Der åndes ud.

Et navn dukker op. Egor. Mellemnavnet og efternavnet er ikke umiddelbart til at læse. De scanner ID-papiret, forstørrer det og ændrer i et computerprogram på kontrasterne for at fremkalde flere detaljer, der nu dukker op: Han er født i 1909 i det nordlige Kazakhstan.

»Der er fyrværkeri i mit hjerte,« siger Olga Struzhanova.

Via soldaterregistret, som forsvarsministeriet har digitaliseret, kan de finde de sidste oplysninger.

Egor Ivanovich Derkatchs, hedder han, der dog er registreret som ‘begravet’. Det var han ikke, da de fandt ham i sumpen. Det var ingen grav, men sådan er det med mange soldater. De er registreret forkert, men når de bliver fundet og identificeret, kan registret blive opdateret.

Nu skal de forsøge at finde hans familie der, hvis de vil, kan få hans rester hjem. Ellers bliver han begravet sammen med de andre i massegraven 10 minutters gang herfra.

Ud af de 3.253 russiske soldater, som gruppen har identificeret de seneste 19 år, er kun 252 familier blevet fundet. Forklaringen er bl.a., at hele familier blev udslettet under krigen, og at mange i dag har andre navne end det, de fik ved fødslen. Men uanset om familien bliver fundet, bliver der rejst en mindepladen for Egor Ivanovich Derkatchs i sumpen, hvor han blev fundet.

Gravernes arbejde er et opgør med fortidens hemmeligheder, en søgen efter svar, og for de unges, patriot-lærlingenes, vedkommende også en lære om, at de skal være stolte af dét, deres land udspringer af.

Og det Rusland, som præsident Vladimir Putin i dag står i spidsen for, vil igen rejse sig og blive en nation, som hele verden vil kigge på med både ærefrygt og respekt. Sådan er håbet i hvert fald i skoven.

»Vi elsker vores præsident. Han støtter os i vores arbejde,« siger Olga Struzhanova om Putin, som hun har mødt i april i år ved en højtidelighed for de døde soldater.

Hun fortæller med rank ryg, at præsidenten ‘opfordrede dem til at fortsætte’ deres arbejde.

En division fra det russiske forsvar graver også, men opgaven er for stor, forklarer hun, da vi spørger, om dette ikke er en opgave, som myndighederne burde tage sig af.

Og er det ikke for makabert for børn at grave her, spørger vi igen. Hun ryster atter på hovedet, og siger igen, at de ‘skal lære deres historie at kende’, at ‘de lærer at klare sig selv uden deres mor og junk food’. Selv indrømmer hun dog, at det tog hende et par år at vænne sig til at røre ved knogler og kranier.

»Vi bliver færdige en dag, men ikke snart,« siger hun og peger på det røde flag med hammeren og seglet. Så peger hun det russiske flag, som hænger til venstre.

»Soldaterne gik i krig under det røde flag, og vi arbejder under det nye. Hvis man ikke elsker og respekterer de døde, så kan man ikke elske og respektere de levende,« siger Olga Struzhanova.

Billedserien nedenfor viser arbejdsprocessen trin for trin

Drengene graver hver dag under det tre uger lange ophold i skoven efter soldater, der mistede livet under krigen.
De gravende drenge leder også efter de hylstre, som indeholder sedler, hvorpå soldaterne fra Den Røde Hær skrev deres navne.
Hylstrene bliver åbnet i ‘hovedkvarteret’ i lejren.
Her forsøger tre voksne at læse, hvad der står på de mere end 70 år gamle papirer.
Soldaterne bliver lagt i massegrave, som ligger langs landevejen tæt floden, som fører ind til Skt. Petersborg.
Soldater, der bliver identificeret, får rejst en mindeplade det sted, hvor de er blevet fundet. Hvis det lykkes at finde familien til den afdøde, kan familien modtage resterne, så der kan holdes en privat begravelse.

Det har de fundet

Under denne ekspedition:

  • 139 soldater fra Den Røde Hær
  • 19 ID-hylstrer, 10 indeholdt papirer, der kunne læses og tre familier er blevet fundet
  • 9 tyske soldater

De seneste 19 år:

  • 5.465 soldater fra Den Røde Hær, hvoraf er 3.253 blevet identificeret og 252 familier er kontaktet
  • 139 medaljer for ‘forsvaret af Leningrad’
  • 5 medaljer for ‘ære’
  • 1 medalje for ‘kamp-tjeneste’
  • 8 ordner
  • 21 soldater er blevet begravet i deres hjemland, 5 vil blive det
  • 571 tyske soldater, hvoraf 505 er blevet identificeret

Kilde: Suvorov-gruppen.

I grafikken nedenfor kan du se, hvad der skete under belejringen af Leningrad